Han døde i 1827 – altså for 200 år siden i 2027. Jeg vil ikke fejre hans død, men hans liv. Han var en af de mest centrale komponister nogen sinde. Hans musik bruges i de mest forskellige sammenhænge – film, reklamer, teater, gademusik, krig (Skæbnesymfoniens 4 toner som åbning af radioudsendelser til modstandsbevægelser overalt i Europa) og meget andet. Og vi er mange, der stadig elsker bare at lytte til hans geniale toner, hvad enten det er i store eller små musikstykker. Jeg fortæller om ham og hans liv og jeg spiller enten:
Program 1: Jeg spiller på flygelet to af hans sonater – skønt for det publikum, der elsker den slags lidt større værker.
Program 2: Jeg spiller en række af hans mindre og små værker, bl. a. Für Elise Måneskinssonatens 1. sats, Ecossaisserne, flere små danse, et par Bagateller m.m. Et dejligt program for det publikum, der bedst kan lide klassisk musik i mindre doser.
Program 1 kræver et flygel, Program 2 kan spilles på et godt klaver – dog ikke et elektrisk et af slagsen.
Varighed: ca. 2×45 min.
Udstyr: Flygel.
